Om persondata

I DA Barsel har vi fokus på persondata og prioriterer området højt, så alle data vi behandler beskyttes efter de gældende sikkerhedsmæssige og dataretlige regler i forhold til GDPR. På denne side kan du læse om, hvilke oplysninger vi behandler, hvordan vi behandler dem, og hvilke rettigheder du har i den forbindelse.

Hvilke oplysninger behandler DA Barsel?

Formålet med DA Barsel's sagsbehandling er at tage stilling til, om vi kan udbetale refusion til din arbejdsgiver. Vi er dataansvarlig for de oplysninger, som vi har om dig, og vi har tavshedspligt og behandler alle oplysninger fortroligt og efter de regler, der er i lovgivningen. Vi indhenter og behandler kun de oplysninger, der er nødvendige for, at vi kan udføre de administrative opgaver, som vi har.

DA Barsel behandler følgende oplysninger:

Virksomhedsoplysninger:

  • Virksomhedsnavn
  • CVR-nummer
  • SE-nummer
  • E-mail
  • Adresse
  • Telefonnummer
  • Kontaktpersons navn, telefonnummer og e-mail
  • Anvendt lønsystem.

Lønmodtageroplysninger:

  • Navn
  • CPR-nummer
  • Oplysning om fødselsdatoen for dit barn 
  • Oplysninger om timeløn og arbejdstid
  • Orlovstype og periode
  • Arbejdsgiverbetalt bidrag til DA Barsel.

Vi kan få oplysningerne fra din arbejdsgiver, ATP, Udbetaling Danmark eller fra andre offentlige registre. De kan også komme fra en kurator, der behandler et konkursbo.

Du, din arbejdsgiver eller en offentlig myndighed kan have givet oplysningerne i forbindelse med henvendelse om udbetaling. Vi kan også i forbindelse med sagsbehandlingen have indhentet oplysningerne fra offentlige myndigheder, f.eks. Udbetaling Danmark.

Sådan behandler vi dine personoplysninger

DA Barsel behandler dine personoplysninger på baggrund af lov om barseludligning på det private arbejdsmarked, bekendtgørelse om barseludligning på det private arbejdsmarked og den pågældende kollektive overenskomst. Behandlingen har hjemmel i databeskyttelsesloven og persondataforordningen, jf. således forordningens artikel 6, stk. 1, litra c, e, f, og databeskyttelseslovens §12. Dette gælder også for behandlingen af CPR-nummer, som kan finde sted efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 4, jf. § 7, stk. 2.

Vi kan samkøre oplysninger for at klargøre sager til behandling. Dette vil ske med bistand fra Udbetaling Danmark ud fra særregler i lov om Udbetaling Danmark og efter fastlagte retningslinjer, herunder for sletning af data mv.

DA Barsel træffer afgørelser, der alene er baseret på automatisk behandling af oplysninger. De automatiske afgørelser træffes f.eks. ved, at DA Barsel henter oplysninger fra offentlige registre, der maskinelt sammenlignes med oplysningerne i din sag.

Vi videregiver kun oplysninger om dig, hvis det er nødvendigt for, at vi kan administrere barselsfonden, overholde aftaler med din arbejdsgiver, eller hvis lovgivningen siger, at vi skal videregive oplysningerne. Det kan f.eks. være til Udbetaling Danmark, ATP, kurator, advokat og pengeinstitutter, der ifølge loven har krav på at få oplysningerne, eller som vi samarbejder med. Når vi giver oplysninger videre, sker det altid i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Der opbevares kun oplysninger så længe, det ud fra en konkret vurdering skønnes nødvendigt i den enkelte sag, eller i øvrigt for at overholde gældende overenskomst og lovgivning, herunder bogføringsloven.

Hvilke rettigheder har du?

Du kan til enhver tid få oplyst, hvilke oplysninger vi har om dig. Desuden har du ret til at få at vide, hvad vi bruger oplysningerne til, så du kan sikre dig, at de oplysninger, som vi behandler, er rigtige, og at behandlingen er lovlig.

Du har krav på at få faktuelle fejl rettet, oplysninger slettet eller behandlingen begrænset, hvis vi har forkerte oplysninger om dig, eller hvis vi ikke er berettiget til at behandle de pågældende oplysninger om dig.

Hvis du har spørgsmål

Har du spørgsmål til vores behandling af dine personoplysninger eller ønsker at gøre brug af dine rettigheder, kan du kontakte os i vores åbningstid på telefon 33 38 94 00 eller via vores kontaktformular.

Er du uenig i den måde, DA Barsel behandler dine personoplysninger, kan du klage til Datatilsynet. Vær opmærksom på, at Datatilsynet kun er klageinstans over DA Barsel’s behandling af personoplysninger. Er du uenig i DA Barsel’s håndtering af din sag, skal du i stedet kontakte DA Barsel direkte.